• Ensom

    Dette er mit første blogindlæg, hvor jeg fortæller om negative følelser i forbindelse med at være donorbarn. Indlægget handler om, hvordan jeg til tider har følt mig ensom.

    Jeg var verdens mest ønskede barn. Mine forældre kæmpede i 6 år for at få mig, og jeg var et lille mirakel. Det sidste æg, som havde være frosset flere måneder og bare skulle “ryddes op”, som min mor siger. De havde mistet håbet og var næsten igennem godkendelsen til adoption. Men så kom jeg. Derfor fik jeg også en særlig opmærksomhed og benovelse fra mine forældre som baby.
    Der gik 22 måneder og så kom tvillingerne til verden. Ikke nok med at de var to, er de også min fars biologiske børn. Dette skyldes den dengang nye ISCI-metode.

    Jeg var meget jaloux over nu at skulle dele opmærksomheden!

    Mine forældre har aldrig gjort forskel på os. I deres øjne er vi alle lige meget deres børn. Vi var meget gamle før tanken om, at vi var halvsøskende, slog os for første gang. Det skyldes nok, at det aldrig har føltes sådan.

  • Interview til BT

    Som nogle af jer nok allerede har set, har jeg lavet et interview til BT. Det var både sjovt og spændende at høre hvad andre tænkte om emnet.
    Jeg synes dog også at spørgsmål og kommentarer vidner om, hvor lidt den danske befolkning generelt ved om donorbørn.

    Hvad tænker du? – Lad mig endelig høre hvad du tænker i en kommentar!


    Læs også artiklen fra BT – HER

  • Uenig eller ej

    I ‘uenig eller ej’ vil jeg slå et slag for, at folk giver plads til forskellige holdninger og perspektiver i alle henseender. Jeg synes, det er vigtigt, at man kan ytre sig om sine holdninger og sige hvad man mener. At folk så er uenige og argumenterer for noget andet er selvfølgelig helt acceptabelt!

    Jeg har siden jeg begyndte at dele min historie oplevet en masse rigtig positiv feedback. Det betyder utrolig meget for mig, når folk skriver til mig og deler deres tanker og bekymringer. Eller hvis de synes, at de har kunne bruge mine tanker til noget.

    Der er dog også mange, som er uenige i nogle af de ting, jeg siger. Det er igen også helt forståeligt og fint, at de argumenterer for noget andet.
    Uenig eller ej – det går mig på, når folk synes, det er forkert, at jeg er tilfreds med at være donorbarn af en anonym donor. De forsøger at overbevise mig om, at det er forkert at have en sådan tilfredshed. Og at der er mange, der ikke har det som mig og det synes de SÅ jeg burde gå ud og fortælle.

  • Min fortælling – Video

    I videoen her får man et lille indblik i mine erfaringer fra mit liv som donorbarn og hvad det har haft af betydning for mig.

    Min fortælling handler også lidt om mine råd til nuværende eller kommende forældre til donorbørn.

  • Cryos Symposium 2019

    Der er sket meget i den seneste tid og jeg har derfor ikke nået af skrive dette oplæg før nu!

    Den 3. maj deltog jeg i The Cryos Symposium. Det var første gang, at jeg skulle tale til en større forsamling. At det tilmed var på engelsk og noget meget personligt gjorde det ikke mindre nervepirrende..
    Men det var en urolig god oplevelse!
    Efter det første minut forsvandt nervøsiteten og jeg kunne fortælle min historie. Jeg fik efterfølgende mulighed for at snakke med en her masse utrolig spændende mennesker. Folk som har arbejdet i industrien i mange år, men som sjældent ser de børn de er med til at sætte i verden senere i livet. Det førte til en masse spændende snakke og bekendtskaber.

    Billede fra mit oplæg til Cryos Symposium 2019

    Nogle dage før symposiet blev jeg kontaktet af en journalist fra BT, som gerne ville vide hvad jeg skulle fortælle om på dagen.
    Fredag udgav BT artiklen om min fortælling af at være donorbarn.
    Hele artiklen kan læses – HER
    Læs også artiklen jeg har skrevet til Cryos blog – HER

  • Familien som begreb

    I lyset af de seneste dages tragiske begivenheder, minder jeg mig selv om at huske at være taknemmelig for mig og min familie.

    Familien er noget der altid har været der. Man glemmer let at sætte pris på det, lige indtil man mister eller ikke selv kan stifte en.

  • Anonym eller åben

    Der er en del debat omkring, hvorvidt det fortsat skal være muligt, at gøre brug af anonyme sæddonorer. Jeg vil i dette indlæg indvie jer i mine tanker og erfaring. Jeg er selv donorbarn af en anonym sæddonor, da der dengang ikke var andre muligheder.

    Anonym = dårligt 

    Den generelle opfattelse i befolkningen er at anonymt er lig med noget dårligt. Vi vil gerne vide så meget som muligt om alt og alle, og at fravælge muligheden for dette er for mange utænkeligt.

  • De blanke felter

    Jeg har valgt at skrive dette blogindlæg omkring de blanke felter. Med de blanke felter mener jeg de ting, som jeg ikke kan svare på eller ved noget om fordi jeg ikke ved noget om donor. Det er små ting som har fyldt i mit liv og som jeg synes adskiller sig ved at være donorbarn. 

    Hvem ligner jeg egentlig?

    De blanke felter – min familie

    Netop disse tanker beskæftigede jeg mig rigtig meget med da jeg var yngre.
    Alle husker nok at de er blevet sammenlignet med deres forældre. Folk har kommenteret på hvem man ligner og hvem man i hvert fald ikke ligner.
    Naturligt nok kom dette til at fylde meget for mig.
    En sætning som ”gud hvor du ligner din mor” fik mig til at tænke over, hvordan min donor mon så ud. Hvilke træk jeg havde som tydeligt var fra ham, og hvilke som bare var mine.
    Hvem ligner hvem er ofte smalltalk, men kan have stor betydning. Det havde det for mig. Jeg brugte meget tid på at tænke over, hvordan min donor mon så ud. Om jeg havde hans næse eller øjenfarve eller højde?
    Det var en undren ikke en sorg. Måden vi snakkede om det på derhjemme har altid gjort at jeg bare følte at det var sejt med mine mystiske træk.

  • Om ham som hjalp os til at blive en familie 

    Jeg har flere gange i mine indlæg omtalt min donor som ”en rar mand” og det vil jeg nu komme med en forklaring på. Jeg ved ikke, om det er noget i overhovedet har lagt mærke til, eller har undret jer over.
    I hvert fald er det helt med vilje, da det netop er sådan jeg tænker på ham.

    Da jeg lige var blevet født, lavede mine forældre en børnebog til mig. Det var en bog som handlede om deres kamp for at få MIG. En bog som forklarede hvorfor og hvordan jeg var kommet til verden på denne måde. Det var en glad bog, som vi ofte læse som godnathistorie hele min barndom, og i netop denne bog var første gang jeg hørte om ”ham” min donor. 
    I bogen står der:

    En mand, som Mor og Far ikke kender, ville gerne hjælpe og han gav sædceller nok til at komme på Mors æg. Og snart var Mor gravid

  • Skoletiden & Stamtræer

    Flere har skrevet til mig om der deres egne børn og bekymringer for når de starter i skole. De tænker over, hvad det så vil fylde at de er donorbørn, selvom man som forældre har gjort hvad man kunne for at klæde sit barn bedst muligt på. Derfor vil jeg fortælle lidt om mine skoleår. 

    Først og fremmest vil jeg til alle de urolige forældre sige, at det aldrig er noget jeg er blevet drillet med. Faktisk har det fyldt utrolig lidt for de andre børn omkring mig, til trods for at det fylder meget for mig i netop disse år. Det fyldte meget for mig, da der netop i skoleårene sker en masse med børns bevidsthed og forståelse. 

    Jeg vil gerne fortælle jer om min første oplevelse af, at jeg var donorbarn og anderledes.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Facebook
Facebook
Instagram