Ensom

Dette er mit første blogindlæg, hvor jeg fortæller om negative følelser i forbindelse med at være donorbarn. Indlægget handler om, hvordan jeg til tider har følt mig ensom.

Jeg var verdens mest ønskede barn. Mine forældre kæmpede i 6 år for at få mig, og jeg var et lille mirakel. Det sidste æg, som havde være frosset flere måneder og bare skulle “ryddes op”, som min mor siger. De havde mistet håbet og var næsten igennem godkendelsen til adoption. Men så kom jeg. Derfor fik jeg også en særlig opmærksomhed og benovelse fra mine forældre som baby.
Der gik 22 måneder og så kom tvillingerne til verden. Ikke nok med at de var to, er de også min fars biologiske børn. Dette skyldes den dengang nye ISCI-metode.

Jeg var meget jaloux over nu at skulle dele opmærksomheden!

Mine forældre har aldrig gjort forskel på os. I deres øjne er vi alle lige meget deres børn. Vi var meget gamle før tanken om, at vi var halvsøskende, slog os for første gang. Det skyldes nok, at det aldrig har føltes sådan.

At opleve ensomhed

Som de fleste nok har hørt eller oplevet, er der bare noget med tvillinger. De har et helt særligt bånd, man aldrig bliver en del af. En indforståethed man også kan opnå efter mange års ægteskab. Og det var lige netop der, jeg befandt mig, mellem mine forældres og mine søstres indforståethed.

Særligt når hele familien var på ferie, blev det tydeligt for mig. Der var mor og far, Asta og Iris, og så var der mig – sådan lidt til overs. Det var aldrig tilfældet, men det føltes sådan netop på grund af denne indforståethed.
Og det talte ind i noget som lå og ulmede i underbevidsheden, nemlig ensomheden i at være anderledes. Jeg følte mig udenfor og som det sorte får i familien. Men så snart vi igen var hjemme i vante rammer, med hverdag, venner og fuld fart forsvant følelsen.


Pludselig at føle sig ensom, som jeg selv har oplevet, tror jeg mange mennesker oplever. Ensomhed er et yderst taburiseret emne og derfor ikke noget, mange taler om. Jeg skriver ikke dette indlæg for at folk skal have ondt af mig, eller fordi min familie gjorde noget forkert. Blot for at fortælle, at det er okay at føle sig ensom og anderledes fra tid til anden. Det har ikke gjort, at jeg er ulykkelig eller utilfreds med mine forældres valg.
Det har gjort mig opmærksom på et punkt, hvor jeg skal arbejde med mig selv.
Måske hvis jeg havde talt med andre om det, eller delt erfaringer med andre donorbørn havde ensomheden føltes mindre?

Åbenhed

Taburiserede emner er aldrig lette at tale om, men muligvis de vigtigste at tale om. Det er her man virkelig kan gøre en forskel for andre mennesker og netop måske afhjælpe en følelse af ensomhed hos et andet menneske.

Læs også mit indlæg Tabu om forskellige taburiserede aspekter angående donorbørn.

Jeg er opdraget til at tale om tingene, når noget er svært. At være mere åben vil muligvis hjælpe fremtidige donorbørn af med noget af den ensomhed, de kan opleve.

Det er i hvert fald mit håb!


Fortæl mig meget gerne om jeres erfaringer med ensomhed i forbindelse med at være donorbarn i kommentarfeltet nedenfor.

Related Articles

Emma Grønbæk Donorbarn

Hvem er jeg?

Som introduktion til denne blog vil jeg fortælle lidt om mig selv.
Mit navn er Emma, jeg er 24 år. Jeg er født og opvokset i Århus med min mor og far og to yngre søstre som er tvillinger.

Read More
Emma Grønbæk Donorbarn

Hvem er jeg?

Som introduktion til denne blog vil jeg fortælle lidt om mig selv.
Mit navn er Emma, jeg er 24 år. Jeg er født og opvokset i Århus med min mor og far og to yngre søstre som er tvillinger.

Read More

Tabu

Først og fremmest har der i mange år været store hemmeligheder forbundet med donorbørn. Særligt hvis man i familien har ventet med at fortælle det til barnet. Venner og familie har måske kendt sandheden og har været bange for at afsløre den store hemmelighed.

Read More