Om mig

& det at være donorbarn

Jeg er Emma, er 24 år og er donorbarn. Jeg har en mor og en far og to søstre. Og så har jeg 50% genetik fra en anonym sæddonor derude et sted. Siden jeg var barn, har været åben om min historie. Nu har jeg valgt at dele min historie offentligt, da den er positiv og fuld af håb.

"At bogen, blev læst højt igen og igen, har betydet, at det for lille Emma var en gradvis proces at forstå, hvad at være donorbarn betød. Jo ældre, jo flere aspekter blev forstået, og flere spørgsmål stillet."

Med ærlighed kommer man længest.

Mine forældre har aldrig holdt det hemmeligt, at jeg er donorbarn. Som barn fik jeg en bog om mig. Den var udformet som en godnathistorie og en børnebog som fortalte historien om, hvordan jeg blev til. Bogen fik jeg læst højt så langt tilbage jeg kan huske og var en af de vanlige godnathistorier. 
I bogen beskrev mine forældre den rare mand, som hjalp mine forældre med at få mig. På den måde har han aldrig været hemmelig men en del af en positive historie om at være et ønskebarn.

At bogen, blev læst højt igen og igen, har betydet, at det for lille Emma var en gradvis proces at forstå, hvad at være donorbarn betød. Jo ældre, jo flere aspekter blev forstået, og flere spørgsmål stillet. Der har derfor aldrig været ét tidspunkt, hvor jeg fik beskeden. Det har været en naturlig del af vores familie og hverdagen, så længe jeg kan huske. Det er jeg været utrolig glad for, og det har haft stor betydning for min opfattelse af det at være donorbarn. Mit motto er derfor; med ærlighed kommer man længest.

Ham der du ved nok.

Jeg har selvfølgelig tænkt over, om jeg mon ligner min donor. Det, tror jeg, alle har. Når det så er sagt, har jeg aldrig haft behov for at vide mere. Det har været en nysgerrighed, men ikke et behov. Dengang mine forældre valgte at bruge en donor, var der ikke mulighed for at være anonym eller åben, så det har altid været et vilkår. Jeg har endnu ikke været interesseret i at finde ham, eller finde ud af, om jeg har halvsøskende. Jeg var ret gammel, da jeg første gang skænkede det en tanke, at det rent faktisk var en mulighed med halvsøskende. Mine to yngre søstre er begge mine forældres biologiske børn, men de er min familie, og jeg har ikke haft brug for mere end dem.

Jeg bliver somme tider spurgt, om ikke jeg har lyst til at kende hans motiv for at donorer. Det er ikke vigtigt for mig. Det vigtigste for mig, er at han ikke er i tvivl om min evige taknemmelig for, at han havde lyst til at være donor og at jeg håber, at han ved, hvor stor en hjælp han har været for mig og min familie. Jeg tænker på ham med stor taknemmelighed, og på den måde har han en plads i mit liv.

Scream it out loud.

Jeg taler meget åbent om at være donorbarn. Både fordi jeg synes, det gør tingene nemmere, men også fordi jeg har oplevet et behov fra andre. Ofte forstår folk ikke, hvad det betyder at være donorbarn. Som barn oplevede jeg, at andre børn ikke forstod, hvad det betød – særligt fordi man udefra ikke kunne se en forskel – jeg ligner jo resten af familien, modsat en der er adopteret. Og jeg havde jo en mor og en far – ligesom alle andre. Selvom det var noget, jeg fortalte åbent, er det aldrig noget, jeg er blevet drillet med. Dog har jeg oplevet, at folk ikke troede på mig, nok fordi jeg ikke så det som et problem, som de forventede.

Jeg kan huske, at vi i første klasse skulle tegne stamtræer og fortælle om vores familie. Dengang havde jeg allerede kendt historien om, hvordan jeg kom til, i mange år, så jeg forklarede min lærer, at det ikke var så nemt for mig at tegne mit stamtræ. Dette skyldes, at jeg ikke kendte min donor og hans familie. Min lærer troede, det var noget, jeg havde fundet på og ringede hjem til mine forældre for at fortælle, at jeg gik og digtede historier. I dag findes der mange former for familiekonstellationer, og jeg tror at det bliver mere og mere normalt ikke at komme fra en kernefamilie. Det giver forhåbentlig en øget forståelse og rummelighed. 

Senere hen har jeg oplevet en form for berøringsangst fra andre – folk ved ikke, om de skal synes, det er synd for mig, at jeg er donorbarn, eller om de skal spørge ind til det. På den måde er emnet tabuiseret, og det tabu ønsker jeg virkelig at bryde med.

Tal pænt eller tie.

Jeg er glad for at være donorbarn, og jeg er taknemmelig over for min donor. Og det er den historie, jeg fortæller til omverdenen. At eksponere sin historie har dog også konsekvenser, og selvom langt størstedelen har en positiv reaktion på mit syn på at være donorbarn, får jeg også til tider en træls kommentar med på vejen. Nogle mener, det er synd for mig, mens andre er meget fordomsfulde. Mest af alt oplever jeg at folk ikke forstår mig eller generelt mangler folk generelt viden om emnet. De kommentarer, der har påvirket mig mest, er de negative kommentarer fra andre donorbørn, som synes, det er forkert af mig at fortælle min positive historie. Dette har ofte skyldtes, at de selv har en helt anden oplevelse af det at være donorbarn. De ønsker ændringer, som min fortælling måske taler imod. Jeg forstår deres frustration, men mener samtidig, at det er vigtigt at frembringe flere perspektiver af en sag, før der tages store beslutninger, som kan påvirke mange mennesker.

Giv det videre, du har fået.

Jeg opdagede, at der var et behov for oplysning om at være donorbarn, da jeg snakkede med en veninde, som selv stod i en situation, hvor et donorbarn var på tale. Der er tusindvis af spørgsmål og ofte spørgsmål som: ”Hvordan har du det med ikke at kende din donor?” og ”Har du nogensinde oplevet problemer ved at være donorbarn?”, alle disse spørgsmål fylder naturligvis meget for folk. 
Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt det skal være en åben eller anonym donor. Jeg kan kun fortælle, hvordan det har været for mig igennem mit liv indtil nu.

Der er utrolig mange svære beslutninger forbundet med ønsket om et barn, når en donor må involveres. Af denne grund startede jeg min blog; Donorchild by Emma Grønbæk. Her skriver jeg om mine oplevelser som donorbarn, tanker og kommentarer, alt sammen med det formål at dele min viden og erfaringer. Det er mit håb, at dette kan medvirke til en større viden generelt og ikke mindst forhåbentlig være med til at give ro i sjælen og støtte til forældre til donorbørn og andre donorbørn.

Dansk