Skoletiden & Stamtræer

Flere har skrevet til mig om der deres egne børn og bekymringer for når de starter i skole. De tænker over, hvad det så vil fylde at de er donorbørn, selvom man som forældre har gjort hvad man kunne for at klæde sit barn bedst muligt på. Derfor vil jeg fortælle lidt om mine skoleår. 

Først og fremmest vil jeg til alle de urolige forældre sige, at det aldrig er noget jeg er blevet drillet med. Faktisk har det fyldt utrolig lidt for de andre børn omkring mig, til trods for at det fylder meget for mig i netop disse år. Det fyldte meget for mig, da der netop i skoleårene sker en masse med børns bevidsthed og forståelse. 

Jeg vil gerne fortælle jer om min første oplevelse af, at jeg var donorbarn og anderledes.

Stamtræ af et donorbarn

Da jeg gik i ca. 2 klasse skulle vi tegne stamtæer over familien. Min mor ved en urolig masse om genetik og netop stamtræer, så det var noget jeg havde hørt en del om hjemme. Jeg vidste at mit var anderledes og svært at tegne, fordi der jo var ”ham den rare mand” inde i billedet også. 

Jeg fortalte stolt til min klasselærer og resten af klassen om mit komplicerede stamtræ og familie. Min mor har fortalt mig, at jeg altid har følt at det var min pligt at oplyse folk om at jeg var donorbarn. Og dertil hvad det ville sige at være donorbarn. Det kan man vel påstå at jeg forsætter nu med denne blog
Men i hvert fald var min klasselærerinde ikke så begejstret for min fortælling. Hun ringede efterfølgende hjem til mine forældre for at fortælle, at jeg gik opdigtede historier oppe i skolen. Hun mente det var for at få opmærksomhed. Mine forældre måtte så forklare hende, at det altså var rigtigt nok. At jeg faktisk havde en anden biologisk far som vi ikke kendte. 

Det var selvfølgelig en anden tid, hvor folk kendte meget mindre til donorbørn. Jeg tror netop dette var tilfældet med min lærer. Jeg tror hun blev meget overrasket over, hvor meget jeg vidste. Men også at jeg var stolt af at være donorbarn og fortalte åbent om det, selv som en lille pige. 

De andre børn i klassen

For de andre børn i klassen betød det absolut ingenting. Jeg tror slet ikke de forstod, hvad det var jeg snakkede om. Hvad det betød at mine forældre havde fået hjælp af en anden mand til at få mig? Jeg var jo et barn ligesom dem og så ikke anderledes ud. 
De nævnte det i hvert fald ikke, men jeg følte mig stadig speciel på den gode måde. 

Det var også nærmere en ubehagelig oplevelse for min lærer end det var for mig. Jeg husker ikke at det var noget jeg skænkede en tanke efterfølgende. Hun havde lært noget nyt og jeg havde oplyst hende. 

Et fællestræk hos donorbørn som kender til deres tilblivelse fra barnsben er, at de fleste er langt mere informerede om familieforhold og slægtskab end almindelige børn. Netop fordi det er noget man er nødt til at snakke om på hjemmefronten for bedre at forstå. 
Derfor er det også en fordel at de voksne som arbejder med barnet til dagligt, kender bare en lille smule til deres baggrund og derved måske bedre kan forstå dem. 
Det tænker jeg i hvert flad havde hjulpet både mig og min lærer i denne situation. 

Jeg håber at denne lille fortælling kan give lidt ro maven hos nogle forældre derude!

Knus Emma 

Related Articles

Emma Grønbæk Donorbarn

Hvem er jeg?

Som introduktion til denne blog vil jeg fortælle lidt om mig selv.
Mit navn er Emma, jeg er 24 år. Jeg er født og opvokset i Århus med min mor og far og to yngre søstre som er tvillinger.

Read More
Emma Grønbæk Donorbarn

Hvem er jeg?

Som introduktion til denne blog vil jeg fortælle lidt om mig selv.
Mit navn er Emma, jeg er 24 år. Jeg er født og opvokset i Århus med min mor og far og to yngre søstre som er tvillinger.

Read More

Tabu

Først og fremmest har der i mange år været store hemmeligheder forbundet med donorbørn. Særligt hvis man i familien har ventet med at fortælle det til barnet. Venner og familie har måske kendt sandheden og har været bange for at afsløre den store hemmelighed.

Read More